I petrokemiske arme

So hold me, Mom, in your long arms

In your automatic arms

Your petrochemical arms

Your military arms

In your electronic arms1Dele af et vers fra sangen «O Superman» af Laurie Anderson, fra albumet Big Science, 1982

I oktober 1969 skete der en skelsættende begivenhed som ændrede Norge for evigt. Her blev oliefeltet Ekofisk fundet under havet 300 kilometer sydvest for Stavanger. Den norske olieproduktion blev fra starten nationaliseret, det var altså staten Norge som blev grundlæggende transformeret da denne mystiske sorte substans blev fundet dybt i grunden under havets overflade. Omkring 20 år senere – i 1990 – åbnede Museum for samtidskunst i Oslo. Anne Szefer Karlsen, co-kurator for udstillingen Opplevelser av olje på Stavanger kunstmuseum, skriver i essayet Curious Coincidences trykt i antologien Experiences of Oil på en henkastet og nærmest selvudslettende måde om de mønstre og sammenfald som kommer til syne imellem olie- og kunstproduktion – noget hun har sporet i de mange år hvor hun har forsket i emnet. Hun stiller sig et vigtigt spørgsmål: Måske har de olieproducerende lande, dele af vidt forskellige kontinenter som de er, nogle erfaringer til fælles?

Når staten forvandles til en oliestat sker der en ganske hurtig modernisering som påvirker alle niveauer, i sidste ende også kunstfeltet. I de nyfødte oliestater ser det pudsigt nok ud til at opbygningen af institutioner for samtidskunst tager fart omkring 20 år efter det store oliefund. En petromodernitet transformerer landene, både på indre og ydre niveauer. Vores liv gennemtrænges på en så omfattende måde at vi egentlig ikke helt er i stand til at overskue hvilken slags magi vi har sluppet løs. Vi fatter ikke hvilke kræfter som findes i denne sorte suppe som har ligget og kogt i undergrunden siden juratiden. Men olien er til stede i alle relationer. Når moren holder barnet holder hun os i petrokemiske arme, for at parafrasere Laurie Andersons mærkelige superhit O Superman fra 1981. Olien er overalt, også inden i os.

Kapitalismens glitrende og forførende overflader er på mange måder oliens værk. Den transformerer økonomien og miljøet, og gennem syntetiske produkter transformerer den også vores sanselige verden; et væld af nye farver og former vokser frem. I petromoderniteten smager maden anderledes, og tøj føles anderledes mod huden. Kuratoren Murtaza Vali2I det hollandske kunsttidsskrift Kunstlicht #2/3 – 2021 redigeret i forbindelse med udstillingen af kuratorteamet Szefer Karlsen og Nyman.skriver vældig godt om hvordan olien glitrer i læbestift og øjenskygge og dekorerer de kvindekroppe og kvindeansigter som sælger os varer. Men vejret vil heller aldrig være det samme, temperaturen stiger, og vi er kommet på kant med andre interesser, for eksempel udtrykt af urfolk. Med olien følger nykoloniale relationer, klimakrise, krig og konflikt.

Oliens evne til at gennemtrænge og forføre er nok en af grundene til at Opplevelser av olje er blevet en så tilsyneladende lys og let udstilling. Hvor er de korsfæstede havfugle smurt ind i olie, hvor er skrækbillederne af oliens grufulde konsekvenser? Det er en farvestærk udstilling – ja, forårets modefarver! – kurateret og ophængt med ekstrem sensibilitet i forhold til lys- og skyggevirkninger. Man kan næsten danse igennem Kiyoshi Yamamotos værk Fantasia, descoberta e aprendizagem (2021) som består af lette gule, blå og rosa stofpaneler som er draperet fra loftet i midten af udstillingsrummet. Her må man gerne røre! Se på dette følsomt farvede stof, lad det glide mod huden. Udstillingen vil i første omgang engagere vores sanser, men mens vi lærer mere om værkerne finder vi uden tvivl nogle bitre piller inde i midten af sansebehaget. Yamamoto har brugt polyester og andet syntetisk materiale og undersøgt relationer mellem hans to hjemlande Brasillien og Norge. Halvdelen af panelerne har været del af en demonstration udenfor det brasilianske oliekontor Petrobras i Rio de Janiero. Norske Equinor er det næststørste olieselskab i Brasilien, noget som Yamamoto peger på i et værk bestående af farveglitrende flettede snore som publikum kan klippe stumper af og lave venskabsarmbånd med dedikeret til Equinors kerneværdier ifølge dem selv: Åpenhet, Lidenskap, Partnerskap og Standhaftighet.

Det tætteste vi kommer lidende og korsfæstede dyr som ofre for olieproduktion er i Brynhild Grødeland Winthers tegninger som hænger spredt over hele udstillingsrummet. Her går en skærende kontrast igen mellem spøgelsesagtige dyr i en grå blyantsverden og plastiklegetøj som My Little Pony i stærke farver. Tegningerne er rige på elementer, også skriblet tekst. De er universer i sig selv som man kan synke ind i, og ofte er det sorg og smerte som dukker op hvis man fordyber sig. Den oliegennemtrængte eksistens dukker også op i Ane Graffs smukke skulpturer Gut Brain Axis og The Cardiovascular System (2020), en slags forskønnede kemiforsøg som illustrerer kropslige systemer og påvirkninger udefra i form af mikroplastik og diverse syntetiske, menneskeskabte stoffer. Jeg oplever det samme igen, at jeg løber mod værkerne, at de er umiddelbart appellerende, men at fordybning gør at jeg går derfra grublende og urolig.

Mange af de udvalgte kunstnere er fra olieproducerende lande, og flere kunstnere kommer fra området omkring Den Persiske Golf. Få steder i verden udtrykker en så eksplosiv hyldest til petromoderniteten som turistparadiset Dubai, en utopisk by helt gennemtrængt af magisk petrouvirkelighed. I Farah Al Qasimis fotografier i serien Arrival (2015 – 2019) som dels er traditionelt ophængt, dels lavet om til gigantiske plakater klistret direkte på væggen, får vi indblik i dagliglivet i en oliestat, primært via interiører i private boliger. Det nedtonede fokus på hverdagslivet i oliestaterne fortsætter i en mørkere udgave i de thailandske kunstnere Apichatpong Weerasethakul og Chai Siris' imponerende videoværk Dilbar (2013) som følger fattige arbejdere fra Bangladesh som arbejder i De Forenede Arabiske Emirater. Vi ser dem som skyggeagtige mennesker – nøgent liv – som står på gaden og venter på at blive samlet op af arbejdsgiveren. En dyb industriel bankelyd fra videoværket spreder sig til hele udstillingsrummet – et hjerte? – og står i stærk kontrast til de nærmest usynlige liv som portrætteres. Videoen, som er i grå toner, projiceres på en glasplade som laver skygger på gulvet. Det er et frapperende værk – faktisk virkelig smukt – som fremhæver personen Dilbar og hans hverdag og forvandler den til noget som vi pludselig kan synke ned i og opleve her i Norges oliehovedstad Stavanger.

Sjældent er jeg blevet så forvirret af et værk som Monira Al Qadiris OR-BIT 1-6 (2016 – 2018). Her får petromodernitetens nærmest okkulte magiske kræfter frit spil. Det er først når museumsvagten advarer mig mod at gå for tæt på at jeg opdager at skulpturerne faktisk svæver over podierne. De små eksplosioner i mit hoved fortsætter faktisk nu mange dage efter at jeg besøgte udstillingen når jeg tænker over hvad det var jeg så. Plastikrekonstruktioner af borekerner er malet med iriserende maling som minder om de regnbueagtige farver som olie skaber på vandoverflader. Borekernemodellerne er vendt på hovedet og svæver via stærke magneter som ville de bore hul i himlen i stedet for i undergrunden. Og det er faktisk hvad de gør, borer hul i ozonlaget over os. I en performanceforelæsning omgjort til tekst i antologien Experiences of Oil skriver Al Qadiri om olien, denne fossilgjorte planktonsuppe fra juratiden som har lagret kraft fra solen. Det er et effektfuldt stykke historiefortælling som desværre virker en smule bortgemt i antologien, næsten ulæselig med sort skrift på violet papir.

Der er nok intet dilemma som gør så ondt på nordmænd som oliedilemmaet. Nordmænd føler ofte passioneret for naturen samtidig med at den norske velfærd holdes oppe af en petromagi som fører os hurtigere og hurtigere mod økokatastrofen. Desværre tror jeg at vi bliver som børn, vi hengiver os til glemsel og hedonistisk nydelse fordi tankekraften til at gennemtænke konsekvenserne svinder ind med samme fart som verdens isbræer. Opplevelser av olje er virkelig ikke en apolitisk udstilling, men at råbe "Nej til olieindustrien!" kommer ikke til at lokke Stavangers befolkning ind. Hvad skal de svare andet end "Nej til Stavanger kunstmuseum" – and who cares anyway. At understrege oplevelsesaspektet og ikke underkende kraften i den æstetiske erfaring til fordel for platte aktivistiske slagord er en smart strategi. Den petroforførte kan muligvis begynde at forstå hvordan olien nærmer sig os, hvordan den lokker med et mangefold af nye sanseoplevelser.

* Co-kurator på denne utstillingen, Helga Nyman, er styreleder i CAS. Teksten er skrevet av en uavhenging skribent.

Susanne Christensen (f. 1969 i København) er redaktør for Norsk kunstårbok. Hun har virket som litteraturkritiker i Klassekampen 2003 til 2018 og har skrevet tre sakprosabøker på forlagene Flamme og Oktober, senest Leonoras reise (2019) om den britisk-meksikanske surrealisten Leonora Carrington. Hun virker også som kunstkritiker for Kunstkritikk.no, hvor hun spesielt har dekket kunstlivet i Bergen.